Turen til Thailand blev aflyst

Tilbage i Danmark, ufrivilligt

Det var ikke lige den overskrift som jeg havde håbet på jeg skulle skrive nu. Faktisk var det meningen at jeg lige nu skulle sidde i det dejlige Thailand igen, og nyde vejret, menneskene, maden, samt alt det andet jeg elsker ved Thailand. Men sådan skulle det desværre ikke gå denne gang.

Læs Flytte til Thailand her.

Turen blev aflyst i denne omgang

Jeg havde ellers bestilt endnu en flybillet til Thailand på min sidste tur, da jeg, efter at være kommet retur til Thailand denne sommer, fandt ud af at jeg stadigt elsker at være i Thailand efter jeg havde min oplevelse med den hjerneblødning som jeg fik i Thailand tilbage i november 2015.

Men den tur jeg skulle have været på her fra d.18.september og 2 måneder frem blev desværre aflyst ret brat. Efter at jeg havde været i Danmark i en uges tid fik jeg nemlig et epileptisk anfald da jeg sad i en sækkestol hos en kammerat og så en fodboldlandskamp.

Det eneste jeg husker var at jeg sad i sækkestolen og kampen var ved at være slut, og pludseligt vågner jeg ved at der er en der spørger mig om mit cpr nummer. Jeg er meget forvirret og aner ikke hvor jeg er. Jeg finder så ud af at jeg er i en ambulance og på vej til Viborg sygehus. Jeg har haft et epileptisk anfald.

Hvorfor fik jeg et epileptisk anfald?

Jeg fik at vide at det skyldtes noget af det arvæv der har dannet sig i mit hovede efter min operation sidste år der havde fremprovokeret anfaldet. Nu får jeg piller imod at det skal ske igen. Men jeg skal til en undersøgelse d.6.oktober på Viborg sygehus og have lavet nogle tests med en masse elektroder på hovedet og blinkende lys. Kort fortalt.

Så må vi se hvad testen siger efterfølgende. Jeg håber på at jeg kan blive frisk og få lov til at tage på tur til Thailand igen efterfølgende. Men det er helt op til hvad lægerne siger, og efterfølgende hvad min rejseforsikring siger, og om de stadigt vil give mig fuld dækning når jeg rejser fremover.

Så alt rejse til Thailand er aflyst indtil videre

Som tidligere skrevet, måtte jeg jo aflyse den tur jeg havde købt billet til, samt bestilt et 2 måneders turist VISA til nu her. Det var trist at få VISAet retur fra VISA kontoret og vide at turen ikke blev til noget alligevel…rigtigt trist.

Min første egen bolig i DK i 3 år

Så nu var gode råd jo dyre, for jeg havde jo aftalt at bo hos en kammerat i de 3 uger jeg var i DK, men nu skulle jeg jo blive i DK, så det hastede med at finde noget at bo i. Det fandt jeg igennem en Facebook gruppe. Så nu er jeg lige flyttet ind i et lille værelse i midten af Silkeborg. Her må jeg så vente på at få tilbudt en rigtig lejlighed igennem en af boligforeningerne i Silkeborg.

Husk at nyde dit liv

Jeg har lært at man skal huske at nyde sit liv mens man er ved sine fulde fem. Det kan pludseligt tage en uventet drejning, og så er det måske for sent. Nyd dit liv for fanden ;-). Mit liv ændre sig med et et slag, og jeg har endda været heldig.

Nu er alt forfra igen

Jeg starter helt fra bunden af med alt lige fra bolig, til arbejde og hvad jeg skal leve af fremover. Jo jo, jeg har da her i foråret startet et nyt moms nummer op i Danmark, men her betaler man også en højere ska og det er væsentligt dyrere at leve her, end det var i Thailand. Så der er mange nye udfordringer at tage fat på.

På min sidste tur til Thailand gjorde min Thailandske kæreste igennem de sidste snart 3 år det forbi. Så min sidste tur startede rigtigt trist men jeg fandt hurtigt mit netværk frem igen i Pattaya, så det blev dog ikke så trist som det kunne have været. Men trist at sige farvel efter knapt 3 år sammen i tykt og tyndt, og en tilværelse i både Bangkok (6 mdr) samt i Pattaya hvor vi havde haft mange gode oplevelser sammen.

Men det skal nok gå altsammen

Ja, jeg er optimist, og det selvom at lægerne fortalte mig at bivirkningerne ved de piller jeg får nu er følgende: “Du kan blive ked af det”, “Du kan blive hurtigt træt”, “Du kan have kort lunte”. Nu har jeg taget pillerne i snart 3 uger, og jeg har heldigvis ikke mærket nogle af disse sidevirkninger endnu. Jeg er optimist og i forbavsende godt humør… Jeg har faktisk grund til at have det langt værre, men jeg er i min hverdag omgivet af mine gode venner samt familie som støtter mig helt fantastisk ;-). Det er sgu dejligt.

Nu må vi se hvad fremtiden bringer

Mit næste skridt er tests og efterfølgende behandling mod epilepsi, og så tager jeg den derfra. Jeg skriver om dette forløb fordi rigtigt mange mennesker spørger mig hvordan det går når jeg møder dem på gaden, eller de skriver til mig på Facebook, så derfor har jeg valgt at lægge min historie ud på min blog, så man kan følge med på den måde. Det er IKKE fordi jeg kræver en masse opmærksomhed, som nogen måske kunne tro. Jeg gør det ene og alene fordi folk spørger ind til mig rundt omkring.

Næste gang jeg skriver her på bloggen er når jeg har været til tests på Viborg sygehus, og derefter haft et møde med lægeholdet om min fremtid. Så indtil da, så må i have det helt fantastik. Og husk nu at nyde livet i fulde drag ;-).